Smuk aftensol over Valby Idrætspark
Mandag d. 20. april var det tid til FC Hybris’ anden kamp i sæsonen. Efter det imponerende udlæg med en 4-1-sejr over FC Pastis mødtes en flok halvgamle mænd, lige dele kampklare og med overdreven tiltro til egne ever - og lige dele spændte som en spinkel og lidt for tidligt født U11C-spiller, der er rykket op som yderste mandat på A-holdet.
Det er lidt uvist, hvad det skyldtes, men Trianglen havde totalt fejllæst styrker og svagheder hos FC Hybris. Trianglen valgte at stille op i en 3-3-0-opstilling og lod hybrisserne spille rundt som vi ville, til vi var over midten. Det kan der være lidt forskellige grunde til.
1. Måske havde Trianglen haft scouts ude for at se kampen mod FC Pastis og var blevet så hunderædde for effektiviteten og midtbanen og Ulrik ’Toni’ Jørgensen?
2. Måske var det den lille smule modvind, der gjorde, at de følte det nødvendigt at pakke sig?
3. Måske var det den nye mand på FC Hybris’ højre back, som gjorde, at de ændrede taktikken i sidste øjeblik, fordi de havde hørt, at han skulle have et ukueligt drev og skarpe driblinger og stikninger frem ad banen?
Uanset: Trianglen trak sig og lod os spille, som vi ville. Så satsede de på lange udspark til deres høje og vel okay angriber og en smule på omstillinger. Vi havde TOTALT styr på dem i første halvleg. Faktisk så meget at Rasmus kålhøgent og ret Hybris-agtigt fik sagt noget til dommeren om han ’ikke kunne sørge for, at Trianglen fik nogle skud på mål’. Det kunne alle andre dage have ramt Rasmus lige i røven.
Nå – tilbage til fakta:
Første mål var 1 – 0 ved Ulrik. Kan hverken huske mål eller assist. Men det var garanteret en ren perle. Målet til 2 – 0 var til gengæld HELT sikkert en ren perle. Det var David, der på vanlig vis driblede rundt uden for feltet og skulle have afleveret til frie medspillere 2 – 3 gange. Da han til slut har låst sig selv i en helt umulig situation, hvor han ikke har nogen at aflevere til eller steder at drible hen, vælger han stående at skyde på mål - hvorefter bolden rammer underkanten af overliggeren, kridtstregen, underkanten af overliggeren, kridtstregen, underkanten af overliggeren – og ind. Pisseflot mål. Christian B påstår, han havde assisten. Målet til 3 – 0 var også Ulrik, assist fra Claes. Kan ikke huske noget om det :-D
Dermed gik FC Hybris til pause med føringen 3 – 0, efter en halvleg, hvor modstanderen intet – absolut intet – havde at komme med.
Men som vi ved med Hybris står alt jo stadig åbent….
Som ventet havde Trianglen ENDELIG indset, hvordan man skal spille mod FC Hybris og valgte at presse højt på os fra anden halvlegs start, så vi enten skulle spille den ud (hvilket alle jo ved, at vi er relativt elendige til) eller skulle stå på midten og modtage nogle halvsløje udspark fra målmanden. På dagen havde målmand Bredahl dog spændt højrebenet op og leverede gode, kraftfulde udspark og på forunderlig vis, lykkedes det os ofte at spille igennem Trianglens første pres. Måske allermest fordi (som Ulrik sagde), at der ikke ’var ret meget bold i dem’. Og det var der heller ikke.
Men der skal jo ikke så meget til at presse Hybris, så Trianglen fik faktisk et par chancer og havde en periode med fire hovedstød i træk. Der er en vis risiko for, at et mål af Trianglen til 1- 3 havde punkteret Hybris-ballonen.
Et godt udtryk for Hybris’ overlegenhed var, at vi i starten af anden halvleg - ved et fejldømt indkast fra dommerens side – gav Trianglen bolden. Bjarne var hovedmanden bag og sagde storsindet ”Arhmen vi er jo foran 3 – 0”. Den slags sportsmanship er sjældent set fra Bjarnes side, og på holdet var der en vis nervøsitet for, om han havde fået solstik i aftensolen.
Nå – men målene væltede også ind i 2. halvleg. Målet til 4 – 0 var en omstilling hvor Claes (der jo er helt FANTASTISK hurtig FREM ad banen 😊) driver bolden op og spiller Ulrik på det rette tidspunkt, der lægger den under målmanden. Målet til 5 – 0 er igen en omstilling, hvor Kasper spiller Claes, der dribler lidt rundt (og HELT klart burde have spillet den forsvarsspiller, der havde sneget sig med op og stod ude til venstre), for derefter at sætte den sikkert ind bag den sagesløse keeper. Målet til 6 – 0 var igen en lang bold frem ad banen på et tidspunkt hvor Trianglen havde givet op. Ulrik stod for assisten, Bjarne modtager den, keeperen går ud, Bjarne sætter en lang tå på og bolden går under målmanden. Bjarne løber efterfølgende igennem målmanden. 5 kasser i to kampe for Ulrik. Stærk start på året.
Målet til 7 – 0 kom ikke, men havde det været der, så havde det været årets mål. En pisseflot afslutning fra David op i det lange hjørne, tager, indersiden af stolpen og ryger i spil igen. Det skal også nævnes, at da Trianglen i det 58’ende minut havde en ordentlig afslutning inden for ramt er Rasmus ’Grobbelaar’ Bredahl HELT oppe i hjørnet for at hente den ned.
Nå. Hybris fører rækken med max-point og målscoren 10-1. Hurra for det. Godt begyndt er…… godt begyndt. På mandag er det Celtic. Der venter nok en anden kamp. Så er det med at spænde støvlerne igen.
Da ingen andre meldte sig, blev Kristian Madsen kampens spiller. Tak for en god aften i solen over Valby Idrætspark.
Målscorere: Ulrik Norup (??)
David McKinnon (Christian (Benny) Bennebjerg)
Ulrik Norup (Claes Meldal )
Ulrik Norup (Claes Meldal )
Claes Meldal (Kasper Uhrbrand)
Bjarne Holm (Ulrik Norup)
Kampens spiller: Kristian Levring Madsen
Kampens tudefjæs: ??
Vask: ??
Referant: Kristian Levring Madsen
Startopstilling:
1. Rasmus Bredahl
2. Christian (Benny) Bennebjerg
3. Bjarne Holm
4. Kasper Uhrbrand
5. Eske Dueholm
6. Ulrik Norup
7. Claes Meldal
8. Christoffer Dejgård
9. Kristian Levring Madsen
10. David McKinnon